/\

ANNONCE

Elsker du varme kilder? Japan har 26,796 forskellige. Foto: Alfie Goodrich
Elsker du varme kilder? Japan har 26,796 forskellige. Foto: Alfie Goodrich

Livsstil

Din guide til varme kilder i Japan

Der er mange varme kilder i Japan, og der er en blomstrende fælles badekultur bygget op omkring dem. Et godt sted at prøve japansk badning er Hakone i skyggen af Fuji-bjerget, kun 90 minutter med tog fra Tokyo.

Hakone ligger tæt inde under Fuji-bjerget. Det er en del af Fuji-Hakone-Izu Nationalpark, et område, som er kendt for sin naturskønhed og fantastiske udsigt til Fuji-bjerget. Området er et ideelt rejsemål for rejsende, der ønsker en pause fra Tokyos stress og jag eller gerne vil opleve den magiske afslapning ved badning i varme kilder.

Fuji-bjerget er symbolet på Japan og har været på UNESCO's verdensarvsliste siden 2013. Det er en af ca. 450 vulkaner, som udgør den "Ildring", der omkranser Stillehavet. Vulkanens seneste udbrud var i 1708, men den betegnes som aktiv. Dens magmakammer opvarmer en række naturlige varme kilder, som er populære rejsemål for dagsture og udflugter med overnatning for indbyggere fra Tokyo.

Photo: Shutterstock

Der er en stærk fælles badekultur i Japan, og feriebyer, der udnytter det geotermiske vand, findes overalt i det japanske øhav.

Traditionen går langt tilbage. De første europæere, der besøgte Japan, var portugisiske og hollandske købmænd og missionærer, som ankom i det 16. århundrede. De omtalte ofte de japanske badevaner. Den portugisiske missionær João Rodrigues skrev: "Det er almindelig skik i Japan at vaske kroppen mindst en eller to gange om dagen. Japanerne ser ud til at overgå alle andre på dette område, ikke kun i forhold til den hyppighed, hvormed de bader i løbet af dagen, men endnu mere i forhold til den renlighed og værdighed, de iagttager."

Den tradition er lige så vigtig den dag i dag. Badning drejer sig ikke reelt om at blive ren – det er et dagligt afslapningsritual for mange japanere.

Onsen i tal

Japanske varme kilder: 26.796
Varme kilder i Hakone: 17
Hoteller/kroer med onsen: 3.023
Overnattende onsen-gæster pr. år: 137.097.634
Hakones onsen-vandstrøm pr. dag: 25.000 tons

Read more

Den japanske onsen-kultur har sine rødder i renselsesritualerne i Shinto, som kombinerede fysisk og åndelig rensning. Oprindeligt var onsen forbeholdt omrejsende samuraier, præster eller lokale beboere.

Varme kilder anses i mange lande for at være gavnlige for helbredet, og Japan er ingen undtagelse. Det hænger ofte sammen med det høje indhold af mineraler i vandet, som skyldes, at varmt vand kan indeholde flere opløste faste stoffer.

Varmt kildevand siges at afhjælpe hudproblemer, fremme vægttab og helbrede stort set alle kendte lidelser.

Offentlige bade er hastigt ved at forsvinde i japanske byer, fordi de fleste nu kan bade derhjemme, men japanerne er fortsat entusiastiske onsen-gæster. Japanske forretningsfolk fremhæver tilmed onsen-badene som et middel til at nedbryde kommunikationsbarrierer.

Mænd og kvinder bader adskilt, men små børn kan bade med deres mor eller far. Mange hoteller og kroer har eget bad, som du med fordel kan booke i forvejen. Badetøj er ikke tilladt.

Badegæsterne skal vaske kroppen før badet, fordi det er fællesbad. Der er normalt et vaskeområde i tilknytning til badebassinet med sæbe og shampoo. 

Ofte er der mulighed for at bade både indendørs og udendørs. Udendørsbassinet kaldes et rotenburo. Det giver mulighed for at nyde synet af efterårsblade, sneklædte bjergskråninger, Fuji-bjerget eller stjernerne, afhængigt af tidspunktet på dagen og årstiden. 

 

Tekst: Roberto De Vido

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk