/\

ANNONCE

Med tøjet fra norske Lynx Laboratory skal du kunne gå til møder, løbe efter bussen og hoppe over et hegn. Foto: Lynx Laboratory
Med tøjet fra norske Lynx Laboratory skal du kunne gå til møder, løbe efter bussen og hoppe over et hegn. Foto: Lynx Laboratory

Livsstil

Jorden rundt med seks stykker tøj

Du skal kunne klare dig i al slags vejr og i alle kontekster med disse seks multifunktionelle tøjmodeller, siger designentreprenørerne Petter og Marius Ianssen fra Lynx Urban Outdoor.

Petter og Marius Ianssen har designet en herretøjskollektion under navnet Lynx Urban Outdoor. De seks modeller skal gøre det enkelt for mænd at pakke kufferten."Jeg var i New York sidste år. Det stod ned i stænger, og det var det værste regnvejr, jeg nogensinde har set. Men næste dag var det 20 grader og solskin. Fordi vi rejser meget i arbejdsøjemed, ville jeg gerne bare rejse med håndbagage. Ikke et sæt tøj, der passer til blæsevejr, et andet til regnvejr og så et sæt til at have på til møder. Så vi tænkte, at det ville være fint med tøj, som kunne passe ind alle steder. Men modetøjets funktion har været at være elegant og gjorde det svært at være aktiv, og sportstøj var ofte udformet i skrigende farver," siger grundlæggeren Petter Ianssen fra Lynx Urban Outdoor til Scandinavian Traveler.

Derfor satte Petter Ianssen (38) sammen med sin bror Marius Ianssen (36) gang i udviklingen af en herretøjskollektion, der skal kunne fungere i alle situationer.

"Vores tøj opfylder de funktioner, tøj skal have, både praktisk og socialt", siger Marius Ianssen.


Funktionelle materialer

Deres blazer er lavet i en åndbar uldblanding med tovejsstretch. Den er udstyret med en usynlig lukkemekanisme, som isolerer mod kulde. Jakken har også en skjult glidelås i ryggen, som gør, at den kan udvides. På den måde kan du bøje dig frem, fx over et cykelstyr og cykle til et møde. Derudover er den stringent nok i udtrykket til, at du kan gå en aperitivos-runde i Milano en ettermiddag. Jeansene er lavet af et tekstil med en en membran, der tilpasser sig klimaet. De er åndbare indendørs og holder vandet ude i regnvejr. Materialet hedder polyurethan og er udviklet af et schweizisk selskab, der hedder Schoeller. Også jeansene er ekspanderbare, så du kan løbe efter bussen eller hoppe over, hvor gærdet er lavest. Har du spist lidt for mange tapas, kan du justere livvidden – uden at man kan se det. Og du bliver set i mørket, for bukserne er udstyret med reflekser.  

I alt består kollektionen af seks modeller til mænd:

  • jeans
  • chinos
  • hvid skjorte
  • t-shirt
  • blazer
  • trenchcoat
     

 En blazer, flere funktioner.


Tidløst design

"Modehusene mener, at du skal have hundredvis af skjorter i forskellige farver, men vi ville lave noget, som er pænt nu og flere år ud i fremtiden. Derfor har vi valgt at designe modellerne i et klassisk snit. Intet er mere klassisk og anvendeligt end en hvid skjorte og en marineblå blazer. Det passer altid. Men det, vi har gjort, er at opdatere tøjet teknologisk, så det fungerer bedre som påklædning."

Kollektionen er sammensat, så mænd ikke behøver at bruge tid på at spekulere på, hvad de skal have på, og hvad der passer sammen.

"Du skal kunne stikke armen ind i skabet og se godt ud. Det gør det enkelt for mænd at klæde sig på, og du får plads til det hele i håndbagagen", siger Petter Ianssen.

Det er designer Dorthe Hansen, som har formgivet tøjet, og hun har erfaring både fra mode- og sportstøjsindustrien. Planen fremover er ikke at udvikle mere tøj, men at forbedre modellerne.

"Vi skal ikke udvikle mere tøj bare for at have flere styles. Hvis en skjorte udfylder samme funktion som en trøje, behøver vi ikke flere modeller", siger Marius.

Et es i ærmet? Lynx Urban Outdoors skjorte har en lomme til kreditkort i ærmet. Den har også skjulte trykknapper i stolpelukningen, som gør, at den ikke gaber foran.

Tøjet er ikke billigt. Jeansene koster 2.953 kroner, og blazeren koster 6.464 kroner.

"Alt produceres i Europa. Vi stiller mange tekniske krav, og det er svært at finde producenter uden for Europa, som kan følge med på alle fronter."

Tøjet sælges på nettet på  www.lunxurbanoutdoor.com,, men designentreprenørerne forestiller sig, at tøjet på sigt også vil blive solgt i enkelte flagship stores, som de selv ejer. 

Tekst: Inga Ragnhild Holst

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk