/\

ANNONCE

Foto: Dan Kullberg
Foto: Dan Kullberg

Livsstil

Prøv speed hiking på Mont Blanc

Der er meget at se i Alperne. Hvis du gerne vil tilbagelægge større afstande og se mere, er speed hiking - en mellemting mellem backpacking og terrænløb - det perfekte valg. Fredrik Ölmqvist tog en rask tur på stierne rundt om Mont Blanc.

Stien fra Argentière løber gennem skovlandskabet og hen imod den stejle bjergside. Bierne summer. Jeg har smerter i mine lår, og min fotograf Dan fortæller mig, at jeg ikke er den eneste. Vores vandflasker er også ved at være tømte.

Der sidder et par klatrere og nyder en kop kaffe på en spids, lodret klippeformation langs stien, som fortsætter med en lodret jerntrappe.

Pludselig styrter en lavine af sten, som er blevet løsnet af klatrerne højere oppe på bjerget, ned på stien under os.  Det kunne have været endt katastrofalt.

En bjergged balancerer stolt på en klippesten næsten så tæt på, at vi kan røre den. Dens lange horn afholder os dog fra at gå tættere på. Nedenunder os ser det ud som om, at bjerget laver en krumning ind under sig selv. Det gælder om at holde styr på nerverne og fodfæstet på den 20 cm brede klippeafsats, som udgør stien. Så kommer regnen og vinden. En stor kampesten giver os lidt ly, men kulden trænger alligevel ind under huden på os. Det er tid til at bevæge os igen. 

Speed hiking eller Skyrunning

Foto: Dan Kullberg

Det klarer op, og stien ned mod La Flégère ser betagende smuk ud med det storslåede Mont Blanc som baggrund. Det er vores belønning for det hårde arbejde med at komme dertil. Det er det euforiske ved at løbe i bjergene. Stierne er fyldte i Chamonix valley. Ligesom os er der mange, der har løbetøj på og er udstyret med vandrestave og letvægtsrygsække. Jo mindre du bærer på, jo nemmere er det at nyde bjergene. Det er filosofien bag speed hiking.

Og for dem, der gerne vil prøve det ekstreme er der Skyrunning - løb i bjergene ved højder over 2.000 m og en stigning på 30% eller mere. Svenskeren Emelie Forsberg, som bor i Chamonix, er verdensmester i Skyrunning. Hun bruger så meget tid hun kan på at løbe med en let oppakning.

 "Jeg elsker at løbe en hel dag med en lille rygsæk, hvor jeg kun har ét sæt skiftetøj, en madpakke og et kreditkort med mig, så jeg kan checke ind i én af de mange bjerghytter, der ligger spredt rundt omkring i området.

Den følelse af frihed du får ved at bevæge dig frit rundt i dine løbesko med en lille rygsæk er helt ubeskrivelig". 

En afsluttende øl i godt selskab

Fra La Flégère begiver vi os ud på den højtliggende og mere teknisk krævende sti til Col de Brevent. Nogle hurtige franske pensionister går ubesværet langs de smalle stier, der snor sig langs de stejle skrænter.  Udsigten er betagende, nærmest himmelsk. Vi møder også nogle glade studerende og et par speed hikers på stien. Det sidste stykke inden toppen føles umiddelbart let, men vores vandflasker har været tomme længe. At løbe fra toppen ned til dalen med et fald på 1.500 m giver en herlig brændende fornemmelse i dine lårmuskler. Vi passerer en tungt lastet vandrer på vej opad. Han grynter og stønner på grund af sin store oppakning.

Vi slutter vores tur med en velfortjent øl på torvet i Chamonix ved siden af den berømte statue af de første mænd, som besejrede Mont Blanc: Dr. Paccard og en jæger ved navn Balmat. Det var i 1786 og blev begyndelsen på alpinismens gyldne æra. Termometeret viser 28°C. Bjergbestigere, vandrere og "almindelige" turister nyder den sidste sommervarme. Som altid ender dagen med, at bjergkæden Aiguilles Rouges får et skær af røde nuancer. 

 

Tekst: Fredrik Ölmqvist

 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Book flybillet

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk