/\

ANNONCE

Mexicansk på Taco Republica. Foto: Veslemøy Vråskar
Mexicansk på Taco Republica. Foto: Veslemøy Vråskar

Mad & Drikke

Latinobølgen i Oslo

Oslos indbyggere vil have taco, tortilla og ceviche på tallerknerne. Latinamerikanerne styrer i Oslos restaurantkøkkener.

Da Aftenposten i 2013 anmeldte den da nyåbnede restaurant Taco Republica, kunne de melde om fulde huse. Her var kø for at få et bord. Og nu har Oslo fået flere latinamerikanske restauranter. Latinamerikansk mad er blevet meget trendy, konstaterer restauratør Rodrigo Belda, som er medejer af den latinske restaurant Aymara i Vika i Oslo.

– Den store interesse for latinamerikansk mad skyldes i høj grad den peruvianske køkkenchef Gastón Acurio, fortæller Rodrigo Belda til Scandinaviantraveler.com

Acurio studerede i Frankrig, og da han vendte hjem, havde han både nye idéer og teknikker med i bagagen. I 1994 åbnede han sin første restaurant i den fashionable bydel Miraflores i Lima og var med til at udvikle det såkaldte cocina novoandino, altså det nye andinske køkken.

Rodrigo Belda og Kim Mikalsen er begge kendte ansigter i Oslos restaurant-miljø, og driver den innovative latin-amerikanske restaurant Aymara. Foto: Inga Ragnhild Holst

Aymara

Belda har selv været på på studieophold i Lima.  Og når han ikke lige lader sig inspirere, leger Beldas stab videre med den latinamerikanske mad på Aymara.

"Vi laver latinamerikansk mad fra Peru, Chile, Argentina og Bolivia.  Vi har lånt navnet fra befolkningsgruppen Aymara, som bor i Andesbjergene, der løber gennem alle disse lande. Ingredienserne og retterne stammer fra disse lande. Vi har fisk- og skaldyrsretter fra Peru og Chile og kødretter som i Argentina sammen med for eksempel majs og sweet potato. Men vi tilfører også nye elementer og bruger en lang række teknikker som syltning og fermentering".  

Han fremhæver retten Anticucho Tartar som eksempel. Anticucho er oksehjerter, som normalt grilles i Peru. Men på Aymara i Oslo laver de hjertetartar og serverer dem med en emulsion, krydret med chilipebret aji panca og puffet quinoa.

"Vi låner også elementer fra det japanske køkken, hvilket er helt naturligt, fordi Peru har en stor japansk befolkningsgruppe".

Parkveien 66
www.aymara.no

Taco República

Da Taco República åbnede i Torggata i Oslos centrum i 2013, var der texmex-restauranter i Oslo, men ingen ægte mexicanske steder. Kokken Henrik J. Henriksen havde boet i Mexico som barn, og det var her, han blev glad for mad – og det var også her, han fandt ud af, at han ville være kok. Sammen med partneren Niklas Granlund bestemte han sig for at lave et rent taquería, hvor tacoerne laves på majs, ikke hvedemel, hver eneste dag. Og på menuen er der altså små tacoer med blandt andet gris, kylling og oksetunge. Så er der ceviche med tostados, totopos og guacamole. Og så er der selvfølgelig fyrige drinks.

"Til at starte med var vi kompromisløse og nægtede at servere rømme (norsk mejeriprodukt bestående af syrnet fløde). Men vi har blødt lidt op", siger Niklas Granlund.

"Det, som er specielt hos os, er, at vi laver alt fra bunden selv. Hos os er der ingen halvfabrikata eller færdigvarer. Vores filosofi går ud på at bruge økologisk mad eller mad, der ikke transporteret over lange strækninger. Majsmelet importerer vi selv, og det er helt gluten- og GMO-frit, men resten har kortest mulig transport bag sig. Osten, vi bruger er fx fra det norske osteri Den blinde ku."

Granlunds favorit er Volcán de bistec.

"Det er næsten som en hamburger, men brødet er byttet ud med sprøde tortillas. Den smeltede ost løber over, næsten som lava over en vulkan, deraf navnet," siger Granlund.

Torggata 30
www.tacorepublica.no

Den norske seafood kombineres med syrlige og stærke smagsoplevelser på den peruvianske restaurant Piscoteket i Oslo.

Piscoteket

I Badstugata, lige ved den nyrenoverede Torggata, ligger Piscoteket, som også er peruviansk. På denne restaurant serverer de klassiske, peruvianske retter, delvist tilberedt på norske råvarer. Det hele præsenteret på en moderne måde.

"Vi serverer blandt andet ceviche tilberedt på norsk seafood som skrei (norsk torskeart), sej, laks og kammusling med autentisk, peruviansk smag. Men vi har også klassikere som "aji de gallina", som er kylling kogt i gul chili og lomo saltado (okse) serveret med karamelliserede bananer og soyasauce," siger Gaute Drevdal, som er en af initiativtagerne bag Piscoteket.

Mad- og restauranttrends kommer og går i bølger, mener Drevdal.


"Nu har der længe været stor fokus på det skandinaviske køkken med rene smagsnuancer og enkle kombinationer. Nu er pendulet svunget mod peruviansk og mexicansk mad med lidt mere komplekse smagsbilleder."

Men den peruvianske mad er også interessant i sig selv.

"Peruviansk mad handler om crossover. Her møder latinamerikansk mad både gamle europæiske og asiatiske traditioner. Det er måske derfor det peruvianske køkken opleves som relevant over hele verden for tiden."

Badstugata 1
www.piscoteket.no

Taqueria på Karl Johan laver fantastiske cocktails, som denne mezcalita. Mezcal laves på agavekaktus.
Taquería

Da Paleet slog dørene op igen efter en lang ombygningsperiode, fik Oslo samtidig en ny latinamerikansk tilføjelse: Taquería. 

"Taqueria er stærk mad, stærke farver og stærke drinks! Forvent en knapt så skandinavisk og ganske rebelsk holdning og en glødende atmosfære. Taqueria serverer moderne mexikansk streetfood med impulser fra hele verden. På spisekortet finder du blandt andet gratineret sweet potato med honning, kanel og plantain-bananchips, lun chokolade-chilikage med mangosorbet og selvfølgelig et stort udvalg af tacos med spændende smagskombinationer", siger restaurantchef Tim Kirstein.

Inspirationen henter de ikke bare i Mexico, men også i verdensmetropoler som New York. Alligevel er Taqueria også optaget af drinks. 

"Drinksene er vores religion. Vi laver moderne smagskombinationer på en base af mezcal og tequila."
 

Karl Johans gate 39
www.taqueria.no

Tekst: Inga Ragnhild Holst

Find latino-restauranterne i Oslo på det interaktive kort herunder:

Open map in big screen >>

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk