/\

ANNONCE

Nu: Kristensen med en designer-pelshætte.  Foto: Geir Dokken
Nu: Kristensen med en designer-pelshætte. Foto: Geir Dokken

Mennesker

Monica Kristensen er Svalbards krimidronning

Monica Kristensen blev berømt for at lede adskillige polarekspeditioner, hvor hun fulgte i fodsporene på sin helt, Roald Amundsen. Men det er hendes kriminalromaner fra Svalbard, som har gjort hende internationalt kendt i dag.

London, 1980’erne: Et klik. To klik. Tre klik. Lord Snowdon tager bare tolv billeder. Dronning Elizabeths forhenværende svoger er en verdensberømt portrætfotograf for Vogue magasin og har taget ikoniske portrætter af berømtheder som David Bowie og Lady Diana.

Her er Monica Kristensen Solås

Alder: 65
Bor: Kongsvinger, Norge.
Familie: Gift med Arne Roy Solås, datter Emma
Uddannelse: tog hovedfag i teoretisk plasmafysik, en Master i Polar Administration, blev doktor i Anvendt matematik/Glaciologi
Arbejde: Forfatter, polarforsker
Karriere: Stod i spidsen for adskillige polarekspeditioner. Chef hos MET, Norges Meteorologiske Institut, afdeling for Nordnorge. Arbejdede som direktør i mineselskabet Kings Bay i Svalbard. Var generalsekretær i Redningsselskapet og leder af Norsk Genressursråd. Har udgivet ni bøger.

Read more

Nu vender han sit kamera mod en smuk, norsk kvinde. Hun bærer ingen makeup, men en dragt under en kæmpestor polarpels fra British Museum. Den er tung som bly og har en kvalmende lugt af gammel spæk. En slædehund er faldet i søvn ved kvindens fødder.

Den blåøjede, lyshårede kvinde er Monica Kristensen. Hun er 38 år gammel og har allerede fået en doktorgrad i glaciologi og et hovedfag i teoretisk plasmafysik. Hun er lige blevet den første kvinde, som har fulgt i Roald Amundsens fodspor til Sydpolen. Hun skal fotograferes til modebiblen Vogue.

Næsten 30 år senere har Kristensen kun få rynker og ser ikke særlig ældet ud. Vi mødes en kold og klar dag i marts på Holmenkollen Park Hotel. Sneen ligger tungt på Oslos tage. Hotellet er travlt, men ingen bemærker polarforskeren, som engang skabte overskrifter i hele verden, da hun stod i spidsen for polarekspeditioner i den store norske opdagelsesrejsendes fodspor. 

“Jeg har så ondt af Roald Amundsen lige nu,” siger hun, mens hun ser på fotografierne i hotellets Explorer Suite, som er tilegnet den mand, der som den første nåede både Nord- og Sydpolen. Gennem suitens vinduer ser Kristensen ned på museet, hvor Fram, skibet som førte Amundsen til Antarktis i 1910, er udstillet.

Hun taler med følsomhed og empati om den norske polarhelt, som forsvandt på Arktis i 1928, et eller andet sted i nærheden af Bear Island i det norske Svalbard-øgruppe. Amundsen var på en redningsmission for at lede efter forsvundne polarkollegaer. Men hvad der skete med ham og hans mandskab, er et af de sidste uopklarede mysterier i polarhistorien.

Dette efterår udgiver Kristensen en bog om det sidste år i Amundsens liv. “Bogen har et alvorligt budskab,” siger hun. “Det handler om, hvordan Norge behandler sine polarhelte. Dette lille land har det svært med sine helte og idoler. Det bygger dem op, og slår dem ned bagefter.”

Siden hun tog til Nordpolen, er Kristensen blevet en kritiker-rost kriminalforfatter. Hendes historier handler om forbrydernes fjende, helten Knut Fjeld – den opdigtede sysselmandsbetjent i Svalbard, et sted, som hun åbenlyst elsker.

Dengang: Kristensen fotograferet af Lord Snowdon i 1989. Copyright: Lord Snowdon for Vouge, Condé Nast“Man føler, at man er tæt på rummet der,” siger hun. “Alle himlens fænomener er så tæt på. Nordlys ser måske flottere ud i Tromsø, men Svalbard har bedre omgivelser. Der er noget ved lyset, mørket, skyggerne, ensomheden og dyrene. Svalbard er sit eget land, hvor naturen bestemmer og hersker over mennesker. Ikke omvendt.”

Kristensen lærte Svalbard at kende gennem sit arbejde som klimaforsker. Hun var også direktør i Kings Bay mineselskab, som ligger i Ny-Ålesund på Spitsbergen, den største ø i Svalbards øgruppe. Med tiden kom hun til at forstå sit sande kald i livet. “Jeg ville gerne forklare Svalbard for folk gennem mit forfatterskab,” siger hun. “Lyset. Ensomheden. Magien. Oplevelsen af at være så tæt på rummet.”

Kristensen var på Svalbard i de tidlige 1980’ere, lige efter sin afsluttende eksamen i glaciologi, da den norske thriller om den kolde krig ’Orions bælte’ blev filmatiseret der. Omkring det tidspunkt arbejdede hun også på en dokumentar om tragedien i 1962 ved Kings Bay, hvor 21 minearbejdere blev dræbt i en eksplosion. Efterdønningerne førte til statsminister Einar Gerhardsens regerings fald.

Hun indså hurtigt, at alle elementerne i en kriminalserie kunne findes på de frosne bjergskråninger i Svalbard. Også frygten for at blive angrebet af polarbjørne. Muligheden for, at nødhjælpen vil komme for sent, hvis der skete noget med en. Kulden, der sniger sig ind under tøjet, og pludselig griber en som en ørnekløer. Risikoen for, at nogen kan forsvinde uden spor i de forladte mineskakter

“Det unikke ved Monica Kristensens Svalbard-serie er, at hun er i stand til at indarbejde hele sin videnskabelige baggrund og sin utrolige ekspertviden om polarområdet så let og elegant i en serie klassiske thrillere,” siger Kristensens litterære agent, Anneli Høier fra Copenhagen.

Monica Kristensen i Explorer-Suiten på Holmenkollen Park Hotel, Oslo.

Foruden en rational videnskabelig tilgang har Kristensen også, hvad man kunne kalde en spirituel forbindelse med Svalbard. Hun siger, at hun har “mærket Gud” i de endeløse frosne ødemarker.

“Jeg kan huske, at jeg deltog i en ekspedition til Antarktis, og en benedictinermunk på skibet ville vide, hvordan det føltes at være i det magiske land, hvor der næsten ikke er noget liv,” husker hun. “Jeg fortalte ham om en ekspedition til Svalbard. Om hvordan jeg lavede videnskabelige eksperimenter om natten og sov om dagen en hel måned – efter det bliver man så følsom over for alle sanseindtryk, at man får meget respekt for naturen.

For mig er universet aldrig stille.

Det nynner. Hvis du nogensinde tager til Ny-Ålesund på Svalbard om sommeren, vil du helt sikkert høre universet nynne højlydt. Det er som et smil tværs over hele landskabet.”

‘Der er noget ved lyset, mørket, skyggerne, ensomheden og dyrene.’

Men livet har ikke været lutter smil for Kristensen. På Antarktis på anden juledag i 1993 skete der en ulykke, som ændrede hendes liv.

Hun var på sin tredje ekspedition for at finde Amundsens telt, som var blevet efterladt af den norske legende, og nu lå et eller andet sted under isen i nærheden af Sydpolen. Når de havde fundet det, skulle teltet udstilles på Vinterolympiaden i Lillehammer nogle måneder senere.

Hele Norge fulgte med i deres søgen, både med opmuntring og kritik. “Vend tilbage, før det er for sent!” og “Lad teltet blive, hvor det er!” var bare et par af overskrifterne i aviserne.

Ekspeditionsholdet havde indkredset teltet til de nærmeste hundrede meter, da Kristensen, som sad i et julepyntet bomuldstelt, modtog en chokerende meddelelse: To kollegaer var faldet i en gletcherspalte over 600 km derfra. Den ene blev reddet efter seks timer, men chefen for logistikken, Jostein Helgestad, døde.

“Det var frygteligt for os alle,” sagde hun. “Jeg var meget ked af det i mange år. Selv om det ikke var nogens fejl, så følte jeg, at ansvaret var mit som ekspeditionsleder. Hvis nogen skulle tage skylden, så måtte det være mig.”

Udsigten over Longyearbyen på Svalbard. Foto: Shutterstock

Kristensen fandt aldrig teltet. Hun tog ikke afsted på flere ekspeditioner. I stedet begyndte hun at skrive. Men hendes plads i polarhistorien er sikret. “Monica var den første i vores tid, som genoptog den stolte norske tradition med at rejse til Antarktis og så gå til Sydpolen,” siger den norske polaropdager og forfatter Erling Kagge. “Siden da har dusinvis af nordmænd sat sig som mål at komme der. Hun var en pioner.”

Hun har haft stor international succes i sin karriere som kriminalforfatter. Hendes bøger er oversat til elleve sprog. “Det er helt utroligt, at det går så godt,” siger hun. “Det var især fantastisk at blive nomineret for den bedste kriminalroman oversat til svensk sidste år. Jeg var i selskab med sværvægtere som Paula Hawkins, Nic Pizzolatto og Karin Slaughter. Jeg må også sige, at det er en ære at blive udgivet i Sverige hos Leopard, Henning Mankells udgiver.”

Kristensen kalder sig en opdagelsesrejsende i naturen, som altid vil udforske det ukendte. “Da jeg var ung, forstod jeg ikke, at jeg kunne have valgt en lettere vej. Men jeg fortryder ikke noget. At blive forfatter er det bedste, jeg har gjort. Det har ændret retningen på mit liv.”

Tekst: Kristin M. Hauge 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk