/\

ANNONCE

Foto: Foto: Robert Seger

Steder

Fest, mad og venner - bag om Beirut

Lidt Paris, lidt Berlin, lidt eksotisk Orient. Oldgammel og samtidigt ung, eksklusiv og boheme. Det er Beirut.

Spørg en af de lokale om livet i den livlige by, og det er sandsynligt, at mange vil svare: “Party, party, party”. Da de bor i et område med endeløse konflikter, har indbyggerne i Beirut udviklet en sofistikeret livsglæde, som aldrig synes at svigte. Familien og vennerne betyder alt, og det gør fester også – altid med mad i rigelige mængder.

“Vi har brug for at gå ud. Alle gør det, i alle aldre. Vi ville dø af kedsomhed, hvis vi bare skulle gå hjem efter en dag på jobbet. Hvis du sender et forslag på WhatsApp, melder andre sig til med det samme,” siger vores guide Cedra Makhlouf.   

Og der er bestemt ikke mangel på muligheder, når det drejer sig om ting, man kan gøre i Beirut. I det fashionable Mar Mikhael område, et gammelt nabolag, som er blevet et af de hippeste mødesteder i byen, både sommer og vinter, er der altid en fest med folk, der har sjov i de afslappede caféer, restauranter og barer.

Hvad der meget passende fører os over til emnet: mad. Mådehold er ikke et ord, man ofte hører om libanesiske middage. Bordet bugner altid med utallige forretter, som f.eks. tabbouleh og fattoush salat, aubergine med tahin, aubergine fattah, labneh-ost, tærter, brød og dips. Det er en almindelig begynderfejl at spise, til man er mæt, for så at indse, at dette bare var de kolde mezza, og at der nu skal være plads til de varme forretter. De varme forretter følges så af hovedretten, som f.eks. kan være et udvalg af grillet kød. Og lige når man tror, at det er slut, er det tid til dessert. På sekunder er bordet lige så fyldt som før, og festen bliver bedre og bedre, mens tjenerne kommer med kæmpe skåle med farvestrålende frugt og fade med buddinger, kager, dadler og kandiseret frugt – og Zhuraat-te lavet af krydderurter og blomster hjælper på fordøjelsen.

“Vi spiser med øjnene. Det handler om gæstfrihed og om at dække bordet med det bedste, man har råd til. Man smager lidt af det hele. Maden afspejler vores kærlighed til livet,” forklarer Makhlouf. Selv under krigen fortsatte livslyst, og folk holdt aldrig op med at gå ud.

“Hvis der var kamp sydpå, tog vi nordpå,” tilføjer Makhlouf. 

Kvinder fra Beirut er kendt for deres elegance. Skønhedssalonerne er altid travle, og de mest eksklusive mærker sælger godt. Mænd og kvinder går med designersko og med de fineste tasker.          

Det muntre byliv, de farvestrålende trapper og den iøjnefaldende graffiti, som dækker murene, dækker over en fortid fuld af krige og invasioner, så langt tilbage nogen kan huske. Måske er det derfor, at libaneserne elsker og værdsætter deres land så meget. 

"Libanon er altid i vore hjerter, hvor vi end er." - kunstneren Rudi Rahme.

Den libanesiske kunstner, digter og skulptør Rudi Rahme udtrykker det poetisk.  

“Libanon er som en rose med torne omkring. Man kan trampe på den og rive kronbladene af, men duften varer evigt,” siger han og holder en skulptur frem med hænderne.

“Jeg har kaldt den Alfabetets fakkel. Fønikerne gav verden det første alfabet, og selv om alle civilisationer har været gennem vores land, så har krigene alligevel ikke taget modet fra os. Tværtimod har vi kæmpet tilbage, men med pennen og kulturen. Vi har store drømme. Og Libanon er altid i vores hjerter, ligegyldig hvor vi er.”

På stranden, der vender mod havnen og Zaituna-bugten, står der en statue af en mand med en rejsetaske. Den libanesiske emigrant er et monument, som er rejst til minde om de landsmænd, der var tvunget til at forlade landet gennem hårde tider. Statuen er stadig et vigtigt sted for de mange emigranter, der vender hjem på besøg i landet. 

Den første emigrant flygtede fra landet med en båd til Mexico i 1861. I dag er der et stort antal libanesiske indbyggere i Brasilien, USA og Europa. Antallet af libanesiske indbyggere i landet er kun omkring 4,5 millioner, men når man tilføjer antallet af emigranter af libanesisk oprindelse i hele verden, stiger antallet til 15 millioner mere.

Selv om Beiruts bycentrum er blevet restaureret og bygget op igen, er der stadig mure med skudhuller, ruiner og tomme grunde, der fungerer som stadige påmindelser om borgerkrigen, som skilte de kristne i Østbeirut fra muslimerne i vest fra 1975 til 1990.

Den Beirut-fødte kunstner Rasha Kassir inspireres af byen.

Rasha Kassir er en anden kunstner, der er født i Beirut. Hun kunne ikke forestille sig at bo et andet sted. 

“I løbet af ugen arbejder jeg og møder venner på barer og caféer, men om søndagen tager jeg ud på landet for at vandre og spise frokost. Faraya Mountain er mit yndlingssted. På bare en time er man ude i det smukkeste landskab, men selv om jeg elsker naturen, er det byen og livet her, som inspirerer mig. Naturen er aldrig et motiv i min kunst, kun byen.”

Kassirs by er dog ikke altid let og munter. Hendes barndomsminder er helt anderledes. Hun gik i en katolsk skole i byens centrum og så alle de forandringer, som er sket i Beirut i de sidste årtier. 

“Jeg husker min barndom i Beirut som mørk og dårlig. Alting forandrede sig, selv mennesker forandrede sig. Efter borgerkrigen blev tingene bedre, men efter vores statsminister Hariri blev dræbt i 2005, faldt det hele fra hinanden. Nu er vi på toppen igen!”

“Folk her er gæstfri og venlige. Folk, du ikke kender, kan finde på at invitere dig hjem hos sig selv, og hvis du har brug for hjælp, er der altid nogen, der vil hjælpe.”

Beirut er en by i mange lag. Ved Place de l’Etoile kunne man let forestille sig, at man var i Centraleuropa – men gå så ind i den enorme Mohammed Al Amin moske, og alting er anderledes. Det røde loft og de gigantiske lysekroner åbner et vindue til en helt anden verden. Historien er til stede, hvor du end går. Der er udgravninger, som giver et billede af den romerske by, selv om de arkæologiske fund går meget længere tilbage i tiden til den yngre stenalder, omkring 6.000 f.Kr.

Om aftenen vrimler Raouché promenaden ud til havet med gående, løbere og folk, der drikker kaffe. Grotten med duer ned mod vandet får en anden farvenuance, når solen går ned, og når dagslyset svinder, tændes der tusinder af lys i byen. Beirut sætter ikke sit tempo ned i ret lang tid ad gangen. Folk er bare på vej hjem for at skifte tøj – og de er snart på vej ud igen. 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk